Et godt luftskilte er afgørende for et sundt indeklima
Sådan undgår du dug ved efterisolering, vinduesudskiftning og facaderenovering
Hvis du laver energiforbedringer i form af fx efterisolering og/eller udskiftning af de gamle vinduer, bliver din bolig pludselig væsentlig mere tæt end tidligere. Det er godt for varmeregningen, men kan være skidt for indeklimaet. For at blive tilfreds med resultatet af forbedringerne bør du overveje følgende:
1. Tilstrækkeligt grund-luftskifte og indeklima: er den eksisterende mulighed for grund-luftskifte tilstrækkelig, eller bør der etableres fx flere udluftningsventiler, aftrækskanaler, mekanisk ventilation el.lign.?
Tilstrækkelig ventilation er afgørende for et godt og sundt 
indeklima, fordi det drejer sig om at holde luftfugtigheden på højst 45% i vinterhalvåret (kilde: Indeklimahåndbogen, SBI samt Enøk i bygninger).
Ved en relativ luftfugtighed på højst 45% skabes nemlig dårlige vækstbetingelser for skimmelsvampe, husstøvmider, bakterier, virus osv. - som det også ses i figuren til højre. Det er godt for sundheden og har samtidig den sidegevinst, at risikoen for kondens minimeres.
Er du i tvivl, kan du få en indeklimarådgiver til at undersøge, om den eksisterende ventilation kan give det rette luftskifte - en indeklimascreening koster omrking 3.000-3.500 kr. inkl. moms (pris indehentet hos OBH-Gruppen). I flg. Bygningsreglementet skal luftskiftet være ½ gang pr. time ved en rumhøjde på 2,5m. Det svarer til tilførsel af udeluft på 21 liter/minut pr. m2 gulvareal - eller at al luft i boligen skal skiftes ud i løbet af 2 timer - teknisk forklaring, men det er faktisk rigtig meget!
Figur: her ses sammenhæng mellem indeklimaproblemer og den relative luftfugtighed
2. Vinduer: Store vinduer, opdelinger med energisprosser samt smalle vinduesnicher eller radiatorvarme under vinduerne, mindsker risikoen for kondensdannelse. Små vinduer, vinduer med gennemgående sprosser samt dybe vinduesnicher uden varmekilde lige under vinduerne øger risikoen for kondensdannelse.
Sørg for, at have mange vinduer, der kan åbnes, så du kan få luftet grundigt ud.
