VELFAC vinduer er udført efter mål i de bedste materialer.

Print

Når skaden er sket - og ruderne dugger

Dug_lille

Dug eller kondens på ruden er tegn på for høj luftfugtighed pga. for ringe luftskifte i vinduesnichen eller i boligen generelt. Duggen opstår, når varm, fugtig indeluft afkøles mod de koldere ruder og frigiver vanddråber, der sætter sig på ruden.

Dug fjernes eller holdes på et minimum ved at sørge for et korrekt luftskifte, så den relative luftfugtighed i rummet eller vinduesnichen reduceres. Gevinsten ved at sænke den relative luftfugtighed er samtidig et bedre indeklima. Du kan tjekke på Bolius.dk om din udluftning er tilstrækkelig.


 

Genveje til et bedre indeklima - gode råd

På baggrund af undersøgelserne i en række boliger har VELFAC nedenstående råd til at forbedre luftskiftet i din bolig:
(rådene vil løbende blive opdateret med den viden, der fremkommer under de fortsatte undersøgelser)

1. Ud med fugten.
Gør boligen vinterklar ved en ekstrem grundig gennemluftning af alle rum. Altså i rigtig mange timer - fx det meste af en weekend, hvor man kan lade vinduer og døre stå på vid gab, mens man er hjemme. Der skal luftes ud, så den ophobede fugt forsvinder fra alle bygge- og boligmaterialer.

2. Check aftrækkene. 
Check hvert efterår at der er fri passage i aftrækkene i væg / loft i de "våde" rum (bad og bryggers), samt i opholdsrummene, hvor aftræk eller ventiler normalt er placeret i ydervægge eller i vinduerne. Altså væk med støv, spindelvæv, hvepseboer og fuglereder!

3. Aftræk eller ventiler.
Er der aftræk eller ventiler i alle rum? Det giver den bedste luftcirkulation i hele boligen.

4. Er luftskiftet i boligen er tilstrækkeligt?

Den danske byggelovgivning har i årtier stillet krav til det permanente luftskifte i boliger. I opholdsrum skal hele luftvolumenen skiftes minimum ½ gang i timen og endnu mere i bad og køkken. Kontakt evt. en indeklimarådgiver for at få en professionel vurdering (du kan forvente, at det koster omkring 3.000-3.500 kr. inkl. moms, men indhent altid et konkret tilbud!)

5. Luft ud systematisk
i hele boligen hver dag, og specielt i soverum og bad, også selv om der ikke er kondensdannelse på ruderne (5-10 minutter med gennemtræk mindst 3 gange om dagen). Du skal også lufte ud i regnvejr!

6. Lad dørene stå åbne
mellem de forskellige rum, så luften frit kan cirkulere hele døgnet igennem.

7. Samme temperatur.

Hæv temperaturen til 20-21 grader, og hold så vidt muligt samme temperatur i alle rum.

8. Undgå at tørre tøj indendørs,

det afgiver maser af fugt. Hvis du alligevel gør det, så luft ud imens fx ved at sætte vinduer i ventilationsstilling.

9. Korrekt indstilling af mekanisk ventilation.

Hvis du har mekanisk ventilation, er det vigtigt, at det er korrekt indstilles i forhold til netop din bolig, og at anlægget løbende vedligeholdes i henhold til leverandørens vejledning.

10. Nybygget hus?

Bor du i et nybygget hus kan du evt. drøfte luftskiftet med den, der har bygget huset.

11. Ældre hus?

Bor du i et ældre hus, hvor du har udskiftet vinduerne med nye, er det naturligt at opleve, at vinduerne ”pludselig” dugger i oktober/november, simpelthen fordi huset er blevet mere tæt. De gamle vinduer var utætte og sikrede derved et tilstrækkeligt luftskifte. Derfor bør du sikre, at boligen har de fornødne ventilationsåbninger i ydervægge og aftrækskanaler i loftet (der skal/bør som minimum være ét i hvert rum).

Hvorfor oplever nogen mere kondens end tidligere?
For at spare på varmen og værne om miljøet b liver vores huse stadig bedre isolerede. Dels skærpes energi kravene til nybyggeri hele tiden, men vi efterisolerer også i stigende grad den eksisterende boligmasse eller skifter de gamle utætte vinduer ud.

Når husene bliver mere tætte, stiger risikoen for kondens på vinduerne - uanset om man har træ-, plast- eller træ/alu-vinduer. Det skyldes, at de tætte huse holder på den fugt, der er inde i huset og som så afkøles som dug eller kondens på de koldere ruder.  

Find dig ikke i konstante kondensproblemer

Luftfugtighed og gener 400Hvis du har konstante kondensproblemer, så er dit indeklima for fugtigt - og det er usundt, både for mennesker og vinduer.

Hvis kondensvand løber fra ruderne ned på vinduets træværk, kan det medføre vækst af skimmelsvampe og rådskader på træet i vinduerne.

Men værre endnu er, at et konstant fugtigt indeklima kan påvirke beboernes helbredstilstand og forårsage hoste, hovedpine, svien i øjnene, astma og allergi. Fugten får nemlig bakterier, virus, skimmelsvampe og husstøvmider til at stortrives - som det kan ses på figuren til højre.

Ved konstant alvorlige indeklimaproblemer med kondens på vinduerne bør du kontakte en indeklimakonsulent. Indeklimakonsulenter finder du fx i rådgivende ingeniørfirmaer.

 

 

Flere info om dug, kondens og indeklima


Du kan finde yderligere informationer om dug og kondens på ruder og vinduer samt om hvordan du opnår et godt indeklima i følgende publikationer:



Kondens på glasflader - termoruder og energiruder
BYG-ERFA
Kan ses på www.byg-erfa.dk eller bestilles på tlf. 4489 0640


BoligEjers ABC - afsnittet Test dit indeklima

OBH-Gruppen
Kan ses på www.obh-gruppen.dk under Indeklimarådgivning / Brochurer. Eller bestilles på tlf. 7020 1232


Mitindeklima.dk - få vurderet kvaliteten af dit indeklima
Tænk/Forbrugerrådet, Bolius og Statens Byggeforskningsinstitut
Kan ses på www.mitindeklima.dk


Kan der gro skimmel hos dig?

Landsbyggefonden, Grundejernes Investeringsfond og Statens Byggeforskningsinstitut
Kan ses på www.skimmel.dk


Er din bolig muggen?

BY og BYG, Statens Byggeforskningsinstitut
Kan ses på www.sbi.dk under Indeklima/ Fugt og skimmel

Kondens på ruder og Udluftning af boligen
VinduesIndustrien
Kan ses på www.vinduesindustrien.dk under For forbrugere / Praktiske råd