Print

Kondens

Luft ud fugtDug eller kondens på ruden opstår, når varm, fugtig indeluft afkøles mod rudens kølige flade og frigiver vanddråber, der sætter sig på ruden. Dug fjernes eller holdes på et minimum ved at sørge for et korrekt luftskifte, holde den relative luftfugtighed i rummet nede og sikre de rette temperaturer i boligen. Gevinsten herved er et bedre indeklima og en sundere livsførelse inden døre, hvor danskerne bruger 90% af deres tid.

Dårligt indeklima
Seneste undersøgelser fra Danmarks Tekniske Universitet viser at danskerne generelt har et dårligt indeklima i deres bolig, og at det især er i børneværelserne, at det er galt. ”Vi har lige undersøgt, hvor god ventilationen var på 500 børneværelser. Og det viste sig, at 57% af dem vi undersøgte, havde et for lavt luftskifte” siger Geo Clausen fra DTU.  Faktisk er luften i dit hjem lige så farlig som trafikken, idet 300 hvert år dør på grund af et forurenet indeklima.

Med de nye stramninger i Bygningsreglementet (BR10) skærpes fokus på netop indeklimaet, herunder kravene til ventilation. Dette skyldes, at tætheden i boligen øges i takt med at isoleringsevnen forbedres, hvilket er positivt for indeklimaet såvel som varmeregningen. Dog kræver det viden om, hvad der sikrer et godt indeklima i boligen, og her er ventilation nøgleordet.

VELFAC anbefaler, hvor det er muligt, at der installeres og anvendes ventilationsanlæg med varmegenvinding. Varmegenvinding kræver mindst af os som brugere, og sikrer samtidig et kontrolleret luftskifte og dermed bedre indeklima.

I perioder med meget lave udvendige temperaturer har vi sjældent lyst til at lufte ud i vores boliger, hvilket skaber udfordringer for et sundt indeklima. VELFAC produkter er kendetegnet ved en smal konstruktion, stort lysindfald og dermed et større energitilskud til boligen. I boliger med ubalance i indeklimaet vil der i særligt mørke og kolde perioder være en forhøjet risiko for kondens på den indvendige side af ruden. Der er intet galt med ruden, men det er en indikation af ubalancen i indeklimaet.

Indvendig kondens kan optræde, f.eks. hvis vinduet er lukket tæt til med rullegardiner eller hvis vinduet er placeret i murnicher med ringe konvektion fra boligens varmesystem.

Gode leveregler og luftskifte
At det er vigtigt at skifte luften ud i ens bolig eller på arbejdspladsen, er ingen overraskelse for nogen. Men måske kommer det bag på mange, hvor meget der egentligt skal luftes ud for at sikre et sundt indeklima. En almindelig husstand med 2 voksne og 2 børn producerer, hvad der svarer til en stor spand vand/fugt (10 liter vand) om dagen. Denne fugt skal sammen med andre forureninger fjernes fra boligen hver dag ved hjælp af ventilation/udluftning. Bygningsreglementet foreskriver et luftskifte på mindst ½ gang i timen i ethvert hus, hvilket svarer til, at al luften i huset skal udskiftes mindst hver anden time.

Så meget skal du lufte ud
Anbefalingen fra en af Danmarks førende eksperter, seniorforsker Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut, lyder på at lufte ud 2-3 gange om dagen og derudover i forbindelse med alle de forurenende aktiviteter, f.eks. hvis man har haft gæster, lavet mad, støvsuget eller tørret tøj inden døre. Skifter du luften i henhold til gældende regler og normer, bør du ikke have større kondensgener. Er det alligevel tilfældet, kan der være andre problemer med dit indeklima, som du bør få tjekket af en indeklimarådgiver.

Gode råd
På baggrund af SBI’s og DTU’s studier af indeklimaet i danskernes boliger samt en række undersøgelser af kondensplagede boliger, som VELFAC selv har foretaget sammen med Aalborg Universitet, har vi udarbejdet en række gode råd, der kan afhjælpe dine indeklimaproblemer og dermed mindske kondens på ruderne.

Læs gode råd til et bedre indeklima

Læs om konkrete undersøgelser i kondensplagede boliger


                                                    ***

Skal du bygge nyt eller renovere, kan du indhente mere baggrundsviden om hvordan du får et sundt indeklima her: 
 
Du skal bygge nyt eller bygge til 
Du vil efterisolere, skifte vinduer eller facaderenovere