Lavenergiruders funktion
Spørgsmål
Hvad er forskellen på en "gammeldags" termorude og en lavenergirude? Hvordan fungerer en lavenergirude?
Svar
Varmetabet gennem en rude forgår på 3 forskellige måder: ledning, konvektion, og stråling - det sidste vægter mest.
Varmeledning sker ved overførsel mellem materialer, der er i direkte kontakt med hinanden: fra rumluften, der ligger op imod det inderste glaslag, til glasset, til luften i rudens hulrum, til yderste glaslag, til udeluften umiddelbart op mod glasset.
De forskellige materialer leder ikke varmen lige godt. Prøv fx at gribe fat om en genstand af glas og herefter om noget emballage af flamingo, som ligger i samme rum. De to emner har jo samme temperatur, men glasset føles meget koldere, fordi det leder varmen væk fra hånden meget hurtigt = det har en god varmeledningsevne. Luften i rudens hulrum har en dårlig varmeledningsevne og isolerer derfor langt bedre end glasset.
Varmetab ved konvektion inde i rudens hulrum sker på grund af vægtforskellen mellem kold og varm luft. Det luftlag, der ligger tæt op mod det yderste glaslag, afkøles og falder ned, mens luftlaget ind mod det indvendige glaslag opvarmes og stiger op. Herved sker der en luftcirkulation inde i ruden, som er med til at afkøle det inderste glaslag.
Varmestråling sker fra alle tingene i et rum: radiatorer, vægge, møbler, personer o.s.v. over imod ruden. Videre sker der en stråling i rudens hulrum fra det inderste glaslag mod det yderste glaslag og videre fra det yderste glaslag mod himmelrummet.
En lavenergirude adskiller sig fra en "gammeldags" termorude på 2 punkter:
1. Der er lagt en tynd metalbelægning på det ene glaslag - ind mod hulrummet. Dette giver en mærkbar begrænsning af varmetabet ved stråling, fordi varmestrålingen inde fra rummet reflekteres af metalbelægningen og sendes tilbage til rummet. Alligevel slipper der næsten lige så meget solenergi ind gennem en lavenergirude, som gennem en "gammeldags" termorude, fordi metalbelægningen tillader de fleste af solens kortbølgede stråler at passere.
2. Rudens hulrum er fyldt med luftarten argon. Argon har en lidt dårligere varme-ledningsevne (=isolerer bedre) end alm. luft og så nedsætter det konvektionen lidt.
Til sammenligning angives herunder effekten på isoleringsevnen (U-værdien):
Enkelt lag glas: U = 5,8
"Gammeldags" termorude 4-12-4: U = 2,9
Lavenergirude 4-16-4 med metalbelægning alene: U = 1,5
Lavenergirude 4-16-4 med metalbelægning og argon: U = 1,3
Superlavenergirude 4-16-4 med særlig effektiv metalbelægning og argon: U = 1,1
Venlig hilsen
Jørgen Munk


