Dug mellem fortsatsramme og hovedramme
Spørgsmål
Hvordan undgår jeg dug mellem forsatsrammer og hovedrammer?
Mine vinduer er forsynet med forsatsrammer, og ind imellem kommer der dug mellem rammerne - på det udvendige glas. Hvad kan jeg gøre for at undgå dette?
Svar
For at nedsætte risikoen for kondensdannelse mellem hovedramme og forsatsramme er tæthed omkring den indvendige ramme af stor vigtighed. Kondens kommer hovedsageligt fra den fugtige rumluft, som afgiver sit vandindhold, når den afkøles.
Den udvendige ramme må derimod ikke slutte tæt, da mellemrummet mellem de 2 rammer skal ventileres mod det fri for at fjerne den fugtighed, der trods alt vil være til stede.
Der skal min. være 4 stk. 8 mm huller (2 foroven og 2 forneden) for rammer af gennemsnitsstørrelse. Mere ventilation mellem rammer giver mindre risiko for kondens.
Selv om ovennævnte er bragt i orden, vil man ikke 100% kunne undgå kondens mellem rammerne en gang imellem. Hvis det udvendige glas pludselig bliver afkølet, fx under en regnbyge, kan luften i hulrummet ikke nå at "følge med", og så kan der i en kortere periode komme kondens på det udvendige glas.
Venlig hilsen
Jørgen Munk


